Bloggen skifter adresse

Kære læser,

Fremover blogger jeg på http://bonusmor.dk/blog – tak fordi du har fulgt mig her på WordPress. Ses på den nye blogside til august – lige nu holder jeg sommer ferie.

Sofia

Jeg vil ikke skilles!

“Der findes ingen garantier.” Det sagde min mand til mig allerede fra starten af. Midt i et kaos af lige dele vanvittig forelskelse og frygt over mit nye forhold. Han sagde det dog ikke for at skræmme mig væk, fra ham og hans to små børn, men mere som en konstatering. Og de ord hænger stadig fast hos mig. Dengang ligesom i dag. Fordi det er så forbandet sandt, i myldret af hverdagens vanskelige pletter, sure mælkekartoner og indtørret sovs på spisebordet.

Ingen garantier. Ikke at tage hinanden for givet. Kun et kæmpelæs monster hårdt arbejde. Dag ud og dag ind. År efter år. Måske lyder det kedeligt. Ren rutine. Det samme gamle lort. Men jeg gør det gerne. Fordi jeg lever i konstant berøring med alternativet. Den separerede forælder. Den person som ser sine børn hver anden uge. Den halve tid, hele livet – uden to af sine børn hos sig.

Tanken om at gå tilbage til start, efter så mange år sammen, gør mig kun mere fast besluttet om at fortsætte videre. Blive ved. Tanken om at finde mig selv hos en ny mand – med en ny omgang bonusbørn – og mine egne to, oven i hatten, gør mit valg i livet krystalklart. Hvor hårdt vi end må have det nogle gange. Hvor sorte skyerne end må være på min, til tider, mørke himmel.

Jeg vil ikke skifte det ud. Jeg vil ikke skilles. Blot blive mindet om garantierne i ny og næ. Beviser, som ikke findes.

Eksen passer pigerne

Det er ikke tit. Men det sker. At min mands eks passer vores børn. Det synes jeg er ret fantastisk! Tænk, hvem havde troet det for 10 år siden?

Min mand og jeg var inviteret til stor fest i lørdags og spurgte derfor, om hun kunne tænke sig, at vores piger sov hos hende. Vores døtre har længe snakket om, at de gerne ville overnatte hjemme hos deres storesøstre, og nu var dagen endelig kommet! Den bedste lørdagen i lang, lang tid. Som de havde ventet, tælt ned, spændte og  forventningsfulde!

Det er virkelig skønt at se hvor naturligt familiens fire piger håndtere sådan en ‘sleep over’. Småpigerne føler sig hjemme allerede på få sekunder, de løb rundt og lavede ballade sammen med storesøstrene, imens min mand og jeg fik en kop kaffe sammen med hans eks. Et hurtigt knus, et hej vi ses i morgen! De gad dårlig nok sige farvel da vi gik. Fedt!

Hvor forskellige vi end må være, min mands eks og jeg, og hvor vidt forskelligt vi lever som familier så er det bare fedt, at vi kan samarbejde om de her ting – uden problemer, brok eller jalousi. Børnene ser at vi trives sammen, alle tre voksne, selv om vi aldrig ville fejre jul eller nytår sammen, tage på ferie eller råbe højt hurra sammen, til børnefødselsdagene.

Børnene ser os, som noget ganske ukompliceret, og det er værd at huske på nogle gange. Minde sig selv om, de dage hvor hverdagen går i sort, selv om solen skinner på maks effekt udenfor.

Hav en god uge!

Bonusbørn = bonus

Findes der egentlig fordele med bonusbørn? Prøv en gang og tænk efter. Som bonusmor kan det være en smule svært, at finde fordelene med mandens unger. Der er flere faktorer som gør det besværlig, at indkassere den der bonus! Trodsalderen eller teenageårene? Måske har eks’en stadig al magt over manden. Har din mand svært at sige fra? Føler du dig udenfor i dit eget hjem? Er det kun far der duer?

Der gik lang tid før jeg formåede at se fordele ved min mands børn. Som fars nye kæreste er det jo netop faren du har valgt, næppe børnene! Men børnene følger med, uanset hvor meget du kigger den anden vej og ønsker det var anderledes. I begyndelsen er der ingen ulemper at finde, med børn inklusive i dealen; de søde små englebørn – problemer? Nej da! Men efter et stykke tid ønsker du både søde møgunger og deres far langt ad helvedes til!

Jeg synes at det går op og ned. Det kommer også meget an på hvordan jeg selv har det. Prima = no problemos, unger, kom bare an! Pest = pine, og de kære små må gerne smutte hjem til mor…helst før aftalt tid.

Jeg havde været bonusmor i 5 år da jeg selv blev mor for første gang. Så kom der nyt lys i pæren! Pludselig forstod jeg lidt mere af den berømte tålmodighed forældre har. At du ikke bare kan hive stikket ud og vinke farvel – børnene er her for at blive. Dine børn. Vores børn. I dag, 7 år senere, er jeg også blevet bedre til at vælge mine kampe. Sænke garden, hvor jeg før holdt den højt, hele vejen op til månen! Jeg tænker efter en ekstra gang, for mig selv; er det nu så forfærdeligt, hvis det ikke bliver som jeg havde forestillet mig eller kommer det hele til at gå okay alligevel? Jeg har indset at det går. Indsigt tager tid. Tålmodigheden kan svigte. Men hold da op, en lettelse, på både skuldre og humør, når man lader ubetydelige issues ligge. Så er det nemlig at bonussen kommer snigendes. Bliver synlig.

Bonus hos mig i dag: mine døtre lærer af mine store bonusdøtre. Min mand og jeg får hjælp med at passe på de små. Alle børnene lærer at vente på sin tur; der er altid en søster før eller efter! Hvis mine to arme er travlt optaget er der tit fire ekstra arme til at hjælpe. Mine døtre elsker, savner og længes efter mine bonusdøtre. I vores familie er der fire søstre, som trives sammen. Ganske naturligt. Det er børn gode til. Det ukomplicerede. Og det må da betegnes som en BONUS!

Skilsmisser opstår når man ikke ser hinanden

Det lyder helt rigtigt i mine ører. Jo mindre tid du har, sammen med din elskede, jo mindre bliver chancen at få løst småfnidder, tage fat i det kedelige eller blot standse op – og kigge på hinanden. Lytte. Blive hørt. Men det er lettere sagt – og skrevet – end gjort!

Men hvor går grænsen? Hvor langt ind i forholdet eller ægteskabet kommer vi, før vi begynder at tage hinanden for givet? Før vi kæfter op over lunken morgenkaffe og bander over vasketøj, der hober sig op. Før vi kigger den anden vej, over på den anden side, i håb om bedre udsigt. Opmærksomhed. Bekræftelse.

Rus bliver til raseri. Smil skiftes ud med smerte. Hvis der også findes et, to eller flere børn med i billedet behøver forvandlingen ikke at tage særlig lang tid. Ungerne stjæler både timer, kræfter og lyst. Alt det du tidligere havde oceaner af, at sløse væk, på dig selv og din elskede.

Tricket er, at ændre på de gamle, nedslidte vaner. Finde nye, ubrugte som virker. For begge parter. For så er det nemlig ligegyldigt hvor mange kids som far rundt i huset. Fordi man klarer den alligevel. Løsningen er viljen til at forandre. Men findes den ikke så bliver det straks sværere. I kan selvfølgelig trække den lidt endnu. Se hvad der sker. Men intet sker af sig selv. Det ved alle. Også dem, der ikke orker indse det.

Min svigerfar sagde en klog ting for mange år siden, som virkelig er sivet ind hos mig. Man må huske på at grine sammen. Glemmer man det, så holder det ikke i det lange løb, alt det sjove får en ende.

Se til at ses! Tag et ordentligt kig på hinanden. Tjek op på den der vilje. Allerede i aften.

Den første uge lige om hjørnet

2009 er snart forbi. 2010 står klar med nye udfordringer til min bonusfamilie. Gad vide hvad de kommende 365 dage vil byde på? Nogle ting har jeg allerede styr på. Andre ting, ja, det må tiden vise. Året starter med at min mand skal ud og rejse hele den første uge. Faktisk den uge vi skal have hans to piger hos os. Så vi laver lige en bytter og får dem når han er tilbage i stedet for. Det sker ikke tit. Vi kan nemlig ikke lide at lave om på den faste rytme. Men dejligt at det kan lade sig gøre, uden den store brok fra børnene eller problemer mellem de voksne.

Jeg har aldrig haft de store piger alene, når deres far er ude og rejse. Jo, en enkelt nat, morgen eller aften – hvis han alligevel er på vej hjem til os. Men ikke i flere dage, de er jo trods alt her, for at se deres far – ikke mig. Det ville nu også være en lille smule heftigt, med fire piger i huset alene, en hel uge. Op om morgnen, smøre de 4 madpakker, køre nogle af dem hen til skole og børnehave, hente igen, købe ind og lave aftensmad, tjek lektier, kæmme hår, putte, stille uret, op igen, om igen…

Heldigvis er min mand med på den. Vi er enige. Han vil hellere have pigerne når han er tilbage igen frem for at gå glip af sin uge sammen med dem. Selv om der sjældent kommer brok fra børnene så kan jeg da godt fornemme, at de alligevel ikke synes det er så skidefedt altid, når far skal ud og rejse. Men de ved at han kommer igen og er der for dem 100% ligeså snart han er trådt ind ad døren. Det er en dejlig fornemmelse. For bonusmor. Og for husets fire piger.

Logistik lykke

Her til morgen gjorde familiens fire piger sig klar, til næst sidste skoledag og børnehavedag, inden juleferien tager over og vi lykkeligt glemmer alt om skema, lektier, madpakker, hente og bringe.

Pigernes far var taget tidlig afsted – efter at have smurt de 4 madpakker selvfølgelig – så jeg traskede afsted med de fire søstre, på vej til bussen. “Se mor, gul sne!”, sagde den yngste søster begejstret. “På med huen”, bad jeg den mellemste. “Jeg har min hue på”, sagde søsteren på 7, rigtig lillesøster-irriterende-agtigt. Søsteren på 14, hun havde styr på hue, vanter, buspenge – det hele.

For første gang skulle mine 2 bonusdøtre følge min 7-åring, fra bussen og hen til skolen, imens jeg kørte videre yderligere nogle stop hen til børnehaven. “I sender mig en sms når I er fremme ved skolen. Og ikke noget med at fjolle rundt, I holder jer på fortorvet. Og du gør som dine storesøstre siger. Tak piger, tak for hjælpen!”

“Mor, jeg er heldig”, sagde min yngste på knap 4. “Hvorfor, min skat?” “Fordi jeg må køre længere i bus end mine storesøstre.”

Intet mindre end logistik som lykkes.

Børnefri timer

Må man synes, at det er okay hvis man glæder sig til en weekend, hvor man ikke ser børnene særlig meget? Hverken bonusbørn eller  egne børn. Sådan bliver min kommende weekend. Og det har jeg det helt fint med. Er jeg så en ravnemor?

Jeg ser nemlig frem til et lille døgn, hvor tiden kun drejer sig om mig og min mand. Os to, som par. ‘Voksentid’ kalder vi det. Vi plejer at være gode til, at hive et par timer ud hist og her og lave ting sammen, uden bonusfamiliens fire piger. Tale om alt andet end hverdagens puslespil; alt det vi til tider ikke når på bopælsadressen, mellem hente og bringe børn, købe ind, lave mad, smøre madpakker, bade børn, putte børn, putte børn igen igen når de vågner midt om natten…and so on.

Hver gang min mand og jeg har haft lidt tid sammen – en aften ude, en hel weekend inklusive pas og håndbagage, en lille time på en café – så vender vi tilbage med nye kræfter. Nogle gange kræver det kun en kop kaffe sammen. Mere skal der ikke til. Selv om det selvfølgelig også er dejligt, at rejse afsted en overnatning eller to. Men effekten af tiden sammen er, at vi længes efter børnene. Glæder os til at komme hjem igen. Se de fire piger. Være sammen. Det vil også ske denne gang, med sikkerhed. Efter de børnefri timer. Vores ‘voksentid’.

Ho ho ho!

Julen er nok et ligeså eksplosivt samtaleemne i kernefamilier, som den er i bonusfamilier. PAS PÅ! BETRÆDES NÆNSOMT. INDGANG SKER PÅ EGEN RISIKO. GLÆDELIG LORTEJUL! Det er det samme spørgsmål, der stilles hvert år i midten af november. Farlig tæt på første søndag i advent. Hvor holder I jul henne i år? Hos dine eller hans forældre? Hos nogle ser man svaret i deres øjne med det samme. Alvor efterfulgt af stille suk. Svag form for smerte efterfulgt af et anstrengt smil. Juleand hos mor eller kalkun hos svigermor? Det at fejre jul er ligeså hadet som det er elsket.

Traditioner skrives om på ny. Højtider forandres. Juletid er børnenes tid, på godt og ondt. Vi har venner, som begynder at småskændes om, hvor julen skal holdes, længe før aviserne går i gang med at trykke annoncer om årets mest prisværdige julefrokosttilbud. ALL YOU CAN EAT…AND MORE!

Hvis vi nu er hos din mor juleaften, så kan vi da i det mindste blive to dage hos mine forældre? Eller; Hvorfor skal dine forældre altid give så skidemange gaver, børnene kan ikke kapere det. Eller denne her; Nu var vi hos din røvkedelige familie sidste år, denne gang må børnene da have lov til at fejre jul sammen med min. Det tror da pokker at folk bliver skilt! Sandheden er jo den, at forældreskabet for alvor kommer på en prøve op til jul. Man prøver lidt ekstra, holder sammen og holder gode miner. Og bander stille for sig selv imellem snapsene. Sådan har det sikkert altid været. Sådan kommer det nok altid til at være. SKÅL!

Huset fuldt – af piger.

Min mand er netop cyklet ud i decembermørket, på vej til årets julefrokost. Min ældste bonusdatter på 14 er på vej hjem, efter at have shoppet løs (kunne jeg forestille mig) i Malmö, sammen med 10 (!) piger fra klassen. Bonusfamiliens tre øvrige piger gør klar til aftens afsnit af Pagten og Jesus & Josefine. Nej, forresten. Ikke hende på 3 år. Hun kommer op i seng for ikke at forstyrre sine søstre med kommentarer og larm, fordi hun ikke helt er med på de sene julekalendre. Hun er mere til Julefandango.

Og bonusmor? Hun gør klar til en stille og rolig aften, hun har lejet en film – som skal ses når familiens fire søstre ligger i deres senge, og prøver på at falde i søvn, spændte på morgendagens adventsgaver.

Manden? Han dukker nok op, i selskab med den lyse morgen. Hik!